Vaswani: Ivey snyder og lyver

Ram Vaswani, en del af Hendon Mob, er blevet snydt, så vandet driver af ingen andre end Phil Ivey. Vaswani skylder angiveligt Ivey en million dollars - lidt over fem millioner kroner - men han nægter at betale dem. I stedet anklager han Phil Ivey for at være en snyder og en løgner.

Her er, hvad der skete:

De to (ex)venner spillede tidligere på året en golfmatch i Australien. Der blev spillet om op mod $50.000 pr. hul. Vaswani og Ivey har spillet golf mod hinanden før, men denne match skulle ødelægge enhver form for venskab, som eksisterede mellem de to highrollere.

"Det var en kamp baseret på tillid mellem to venner.  Ellers ville den aldrig have fundet sted. Phil indrømmer også, at vi var venner før denne kamp," skriver Ram Vaswani på Hendon Mob's hjemmeside.

Ram Vaswani fortæller, at han gjorde det klart for Phil Ivey, at han ikke havde spillet golf længe, og Phil Ivey svarede, at han heller ikke havde fået spillet eller trænet det mindste.

Det er ifølge Vaswani en stor fed løgn. Ifølge Vaswani har Phil Ivey ikke bare spillet og trænet på livet løs, men han har også løjet om sit handicap - lidt af en kardinalsynd på en golfbane.

Vaswani ender med at tabe op mod 20 slag på runden, og det var lig med en lille venne-gæld på godt og vel en million dollars. Men det er ikke penge, som Vaswani har tænkt sig at betale.

Vaswani er ikke et sekund i tvivl om, at han er blevet 'conned' (snydt, narret, red.), og han skriver direkte, at Phil Ivey både er en snyder og en løgner.

Phil Ivey har - så vidt vides - endnu ikke kommenteret på historien offentligt. Men vi holder øje...

Læs Ram Vaswanis beretning på:
http://www.thehendonmob.com/forum/viewtopic.php?t=14023

asd